9 gode råd til din jobansøgning

  1. Hent så megen viden som muligt om den arbejdsplads, der søger ny medarbejder.  Brug oplysningerne til at vise, at du har sat dig ind i virksomheden, og beskriv hvordan du ser dig selv og dine kompetencer i virksomheden.
  2. Skriv en fængende overskrift, der skaber opmærksomhed.  Men sørg for, at det stadig fremgår, hvilken stilling, du søger.
  3. Lav en indledning, der forklarer, hvorfor du søger stillingen - fra et positivt udgangspunkt.
  4. Undgå klichéer.
  5. Giv eksempler på dine konkrete erfaringer og resultater på området, og sæt dem i forhold til de krav, jobopslaget beskriver.  Fortæl i hvilket job eller forbindelse du har opnået de søgte kompetencer. Det kan være fra en konkret arbejdsfunktion men også privat eller via en fritidsinteresse.
  6. Svar kun positivt på hvad du kan. Undlad at gå ind på, hvad du ikke kan.
  7. Afslut gerne med, hvem du ellers er, og hvad du kan tilbyde af faglige og personlige kvalifikationer. Hvorfor er netop du den rigtige medarbejder til jobbet.
  8. Det er ok at sælge sig selv, men jobansøgningen skal afspejle, hvem du er, så arbejdsgiveren kan kende dig ved jobsamtalen.
  9. Få en anden til at læse ansøgningen grundigt igennem. Arbejdsgiveren bruger i gennemsnit 20 sekunder på hver ansøgning. Ansøgningen lægges væk ved første fejl.

Og fælden, du bør undgå:

Mange ansøgere vil så gerne fortælle, hvad de kan og har lavet, men glemmer at sætte det i forhold til virksomhedens behov. I stedet bør kandidaten forsøge at sætte sig i arbejdsgiverens sted: Hvad er det, hun gerne vil have?

Kilde: Teamleder i Vejledning/Jobformidling i HK Sydjylland, Mogens Jessing

Mediepartner:

 Jysk Fynske Medier