Hvad skal du have i løn?

Du er ved at afslutte en jobsamtale. Det er gået rimeligt, mener du, og en af de allersidste ting, arbejdsgiveren vil vide, er, hvad du forventer at få i løn for dit arbejde. Du vil formentligt gerne vige uden om det spørgsmål og få arbejdsgiveren til at komme med et bud på lønniveau. Udfordringen er, at arbejdsgiveren også helst ser udspillet komme fra den anden side af bordet - dig. Den følgende situation kan udvikle sig til lidt af en nervekrig. Hvem bøjer først af og nævner et beløb?

Det er derfor vigtigt, at du har gjort dig grundige overvejelser om, hvad du forventer i lønposen. Det kan være en vanskelig øvelse, men Marc Dulong, der er direktør i Randstad Professionals, giver dig her fem gode råd til at forsøge at fastsætte din markedsværdi inden jobsamtalen og lønforhandling.

  • Tag udgangspunkt i dit nuværende job, og den løn du har her.
  • Forhør dig eventuelt hos folk med lignende stillinger i branchen omkring deres lønniveau.
  • Brug lønstatistikker eksempelvis fra din a-kasse eller dem, du finder på diverse jobportaler. Men brug dem kun som en rettesnor. Intervallet kan forekomme meget stort mellem den nedre og den øvre grænse.
  • Tag udgangspunkt i din erfaring. 
  • Betragt nøgternt udbud og efterspørgsel i forhold til den stilling, det drejer sig om.

Vær i øvrigt opmærksom på, at der kan være store forskelle på lønniveauet inden for samme arbejdsområde afhængig af, hvilken branche, du befinder dig i.